mandag den 22. februar 2016

Ferien i Dubai

Så er vi hjemme fra Dubai. Sikke en dejlig uge, vi har haft! Det var SÅ tiltrængt at "trække stikket" og glemme arbejde, regninger osv. for en stund. Hvis du har fuldt med på Instagram, ved du, at vi ikke har lavet en skid andet end at sole os, bade i hotellets pool og på stranden og spise en masse lækker mad samt is, kage og chokolade hver dag. Fuld skrue på nydelses-kontoen!

Vi boede på 21. etage (der er syyyygt høje bygninger i Dubai!), og dette var udsigten fra vores altan, hhv. aften og tidlig morgen:

Hver morgen var der KÆMPE morgenmadsbuffet på hotellet, og vi spiste helt seriøst ca. 10 gange så meget til morgenmad, som vi plejer! Vi skulle jo smage alt det, vi havde lyst til :) Der var laks, æg, omelet, forskellige oste, grøntsager, frugter i massevis, yoghurt, brød, wienerbrød, pandekager, diverse varme retter (falaffel, kødretter, grøntsagsretter, kartofler, æggeretter, mini-burgers mm.) og en masse forskellige kager. For mig var det vigtigt at nyde lige det, jeg havde lyst til, uden at tænke på, at jeg spiste meget mere, end jeg plejer til morgen. Jeg tager sgu ikke på ferie og sidder med det samme morgenæg, skyr, smoothie osv. som derhjemme! Ferie er ferie, og det skal nydes. 
 
 
Til venstre: en Nutella-kage. Til højre: den bedste chokoladekage, jeg nogensinde har smagt!
 

 Og iiiiiiis :)
 
 

Det var Julias første rejse og første flyvetur. Vi var meget spændte på, hvordan hun ville klare den lange flyvetur.... hun er jo ikke ligefrem en pige, der sidder stille! Men det gik over al forventning. Hun opførte sig SÅ eksemplarisk og syntes, at det hele var så spændende. Hun syntes, at det var sjovt at være oppe på himmelen lige som pip-pip :) Hun græd kun, da vi skulle lande, fordi det gjorde ondt i ørerne (det gjorde det også på mig).

Hver formiddag badede vi i hotellets pool. Her et billede fra morgendisen:


Julia gik på charmetur hos de andre gæster :) :
 

Og hun hyggede sig rigtigt både med at tegne, bade og "sole sig": 


 
Hver eftermiddag, når Julia havde sovet til middag, var vi på stranden, men her badede Julia ikke, for bølgerne var for høje. Men hun legede i sandet, og hun klappede dromedarer! 
 
 
Inden jeg rejste, var jeg VILDT nervøs for, at jeg skulle i bikini. Hvis jeg skal være ærlig, så er jeg ikke fan af det. Jeg kan ikke lide følelsen af at være så nøgen, så blottet...og så lider jeg vel under det, som mange kvinder gør: "er jeg smuk nok til bikini?" Jeg har født, så jeg har en lille "Julia-top", som jeg kalder den, og jeg har tre små ar (det er nok kun mig selv, der ligger mærke til dem nu...) på maven efter en brokoperation. Jeg er ikke i form (jo i kageform), sååååå... hvordan ville jeg føle det i bikini, tænkte jeg, inden jeg rejste. Faktisk havde jeg alle mulige skræktanker i hovedet på vej i flyet og overvejede, om jeg skulle bade i T-shirt. Men fanme nej! Jeg er smuk, som jeg er, og min mave har en historie. Jeg er ikke 16 år mere. Jeg nærmer mig 37 år! Min krop er fantastisk; selv med "småfejl" (som ikke er fejl), og den har båret mig igennem livet indtil nu - og den skal også gøre det resten af mit liv. Til hverdag, når jeg har tøj på, har jeg det godt i min krop og føler mig i balance. Så hvorfor ikke også i bikini? Det svarer jo "bare" til at gå i undertøj for lidt flere end min kæreste :) Så jo - jeg gjorde det! Og det var helt klart alle tankerne INDEN, der var værst. Da jeg først var i vandet, samt så alle de andre forskellige kvindekroppe i bikini, følte jeg mig god nok, som jeg er. Som dagene gik, blev jeg endda mere og mere afslappet :) Jeg glemte helt at fokusere på min egen følelse af uperfekthed, når jeg så på Julia og hendes glæde ved det hele. DET er sgu livet!  
 
Jeg har tænkt meget over, om jeg skulle vise det følgende billede eller ej, og da jeg tog det, syntes jeg selv, at det var ret fjollet. Ego-Mille! Skal lige se mig selv! Jeg har det lidt mærkeligt med selfies, hvis jeg skal være ærlig. Men det gjorde faktisk noget ved mit fordrejede hoved at se billedet. Jeg ser og opfatter mig selv som meget større, end jeg er. Jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg HAR en top-mave ("Julia-toppen"), når jeg står op, mine ribben stikker IKKE ud, jeg HAR brede hofter, og jeg er fuldstændig normalvægtig. Det ser bare "bedre ud", når man ligger ned.
 
 
Det var 25-30 grader hver dag, og hvad er så bedre end en kold Pepsi Max?! Så jeg tænkte: "det vil jeg sgu drikke i denne uge!" Men det var VILDT for mig at mærke, hvordan det lynhurtigt gik fra at være nydelse til at blive AFHÆNGIGHED (i spiseforstyrrelsen var jeg DYBT afhængig af Pepsi Max og drak 4-6 liter hver dag... Jeg tog en kold tyrker for at slippe ud af misbruget).
Allerede efter to dage kunne jeg mærke, at jeg ville have mere, mere, MERE, og jeg begyndte at drikke det morgen, middag og aften og i stedet for vand. Jeg følte, at det begyndte at styre mig... og det gider jeg simpelthen ikke finde mig i mere! Hverken mad eller Pepsi Max skal styre mig og mit liv mere. Det er livet, der skal styre maden! Så jeg stoppede igen fra den ene dag til den anden (og havde lyst til at kaste den ud fra 21. etage men gjorde det ikke af hensyn til folk på gaden). Det var virkelig en øv-oplevelse for mig at opdage, at jeg lynhurtigt bliver afhængig igen. Til gengæld var det fedt at mærke, at jeg var i stand til at stoppe, så snart jeg opdagede afhængigheden! Så nu er jeg tilbage til ingen light-sodavand, og det holder jeg fast i.
 

 

Jeg havde også andre aha-opdagelser i Dubai omkring overbevisninger, som jeg har i mit hoved - men som kun er OVERBEVISNINGER og ikke sandheden! Mere om det i et andet blogindlæg :) Skal lige have det formuleret for mig selv i første omgang, før jeg deler.
 
En sidste ting for nu: da vi kom hjem, krammede Julia mig pludselig og sagde: "du er min bedste ven, mor". Er du vimmer mand, hvor det gik rent ind i hjertekulen! Sikke en uge og sikke en afslutning. Nu gælder det hverdag med arbejde og vuggestue igen.

4 kommentarer:

  1. Hvor er det bare dejligt at læse om alle dine oplevelser og refleksioner. TAK, fordi du deler :-)

    SvarSlet
  2. det er så inspirerende at læse hvor langt du er kommet, Mille. Tak. Du giver mig håb for fremtiden. Kh

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt! Der ER nemlig håb! Det kræver hårdt arbejde men ER muligt! Giv dine tanker modspil og begynd i det små at gøre noget andet, end det spiseforstyrrelsen "befaler".

      Slet