onsdag den 24. februar 2016

Proteinbarer

Jeg kan mærke, at der er endnu en "ting", jeg skal gøre op med for at føle mig endnu mere FRI efter spiseforstyrrelsen. Det er PROTEINBARER.

Jeg har spist rigtig mange proteinbarer (og brugt proteinpulver) både som spiseforstyrret og her i tiden "efter". For mig har RIGTIG MAD og RIGTIGE PORTIONER altid været det farligste. Det er forskelligt fra spiseforstyrret til spiseforstyrret, hvordan spiseforstyrrelsen kommer til udtryk. For mig har omdrejningspunktet været, at jeg har følt mig som en BUNKE LORT, der intet måtte nyde. Hellere leve af smagsprøver i butikker, spise af skraldespand (!) eller leve af slik end at sidde med et rigtigt måltid mad - for det var der noget i mig, der bildte mig ind, at jeg ikke havde fortjent... For andre spiseforstyrrede kan det være omvendt: at de aldrig ville spise, som jeg gjorde i spiseforstyrrelsen, men at det derimod skulle være så perfekt/så rigtig mad som muligt.

Der er ingen "rigtig måde" at være spiseforstyrret på, vil jeg lige understrege kraftigt. Men ens for alle måder at være spiseforstyrret på, er, at det er enormt livshæmmende.

Rigtig mad er for mig = nydelse. LIVET. Og det fylder i maven, mætter = jeg kan mærke mig selv (skræmmende) meget. Følelsen af mæthed har altid skræmt mig. Jeg følte mig ulækker, når jeg var mæt. Følte mig svag ved at give efter for mad. Hvorimod en sulten mave gav mig en (FALSK!!) følelse af kontrol. I virkeligheden stjal sulten al min energi til at kunne mærke mig selv, sige til og fra ud fra mine grænser, og den tillod mig at være ansvarsløs i mit liv.

En spiseforstyrrelse er en falsk kontrol. Du føler og tror, at du har kontrol, fordi du kan styre maden, som du gør.

I virkeligheden har du ikke EN SKID kontrol. Det er spiseforstyrrelsen, der har kontrollen. Det er den, der sidder ved rattet i din "livs-bil". Den bestemmer suverænt, hvor du skal køre hen. Når du skal ud af en spiseforstyrrelse, tænker mange, at de skal turde slippe kontrollen. Prøv i stedet at sige til dig selv, at du ikke skal slippe kontrollen (for den har du jo ikke. Det bilder du dig bare ind, at du har). Du skal derimod TAGE KONTROLLEN. Kontrollen over dit eget liv! Hvad er det, du vil med dit liv? Hvad gør dig glad? Hvordan kan livet få mening FOR DIG? (ikke for Peter, Susanne eller Frederik. Nej FOR DIG!). Det er livet, der skal styre maden. Ikke omvendt.

Og nu tilbage til min egen udfordring, for jeg kan sgu ikke bare pudse glorien! Selv om jeg har fået kontrollen over mit liv, og jeg har omvendt spiseforstyrrelsen til at være min ven og guide, så er der en lille rest, som nager mig.

Jeg spiser "normal mad" nu og "normale portioner". Men indimellem bruger jeg stadig proteinbarer som erstatning for et måltid. Det er nemmere, men mest af alt tror jeg, at det sker, når noget i mig tager afstand til den rigtige mad, fordi jeg er følelsesmæssigt udfordret. Ved at vælge proteinbar i stedet for det rigtige måltid, føler jeg ubevidst en kontrol (men som jo er falsk) som min krop husker fra tiden i spiseforstyrrelsen. Det giver en (falsk) tryghed.

Men det irriterer mig hver gang!! Lige som da jeg i Dubai opdagede, hvordan Pepsi Max stadig lynhurtigt får sit klamme tag i mig (læs indlægget her), og jeg gjorde noget ved det, kan jeg mærke, at tiden nu er kommet til proteinbarer.

Måske tænker du: "Mille, proteinbarer er da ikke så slemt. Du spiser jo også rigtig mad, og du er normalvægtig, så hvad gør det at spise en proteinbar i ny og næ?".

Overordnet set: det gør intet. Det er jo ikke fordi proteinbarerne hæmmer mit liv.

Men for mig kan jeg mærke, at det ER et "opgør", jeg også skal tage. For mig er proteinbarer ikke rigtig mad. Jeg vil gerne derhen, hvor jeg føler, at jeg har kontrollen HELT. At jeg lige meget hvad der sker i mit liv, aldrig bruger maden til at regulere mine følelser og situation med. Og vælger jeg proteinbar som måltid, er det for mig, fordi jeg vælger livet fra (okay, det lyder lidt overdrevet. Men jeg kan jo mærke, at jeg vælger dem af forkerte årsager).

Så fra i dag er det slut med proteinbarer. Nu har jeg sagt det højt for mig selv - og for alle jer!

Noget i mig bliver en smule bange... for det er farvel til et "fix". Det er det, der er så fandens med en spiseforstyrrelse: man vil rigtig gerne slippe den, men samtidig er det det, man frygter allermest!!! Hvorfor?: fordi du har spiseforstyrrelsen af en årsag. Den giver dig det, du har brug for. Det er en overlevelsesstrategi. Og før du er klar til at leve i stedet, holder du fast. Jeg husker tydeligt nogle af de sidste ædeflip, jeg havde: midt i det tænkte jeg på, at jeg mere end noget andet ønskede og bad til at få hjælp og blive stoppet i det - samtidig med at jeg frygtede det mere end noget andet her i verden! (jeg ville næsten hellere æde en lort, end at nogen skulle hjælpe mig!!). Det er så mærkeligt og totalt splittende indeni én, så man kun forstår den "kamp", hvis man selv har været spiseforstyrret.

Hvorfor mon jeg lige nu siger farvel til proteinbarer? Det må være fordi, jeg er klar til at turde leve endnu mere :) Sådan ser jeg det!

Jeg vil lige understrege, at du ikke straks skal gøre det samme som mig. Følg din egen vej og tag dine egne skridt, når du er klar til det (når du bliver bevidst om, at de skridt skal til på din vej). Måske skal du aldrig sige helt stop til proteinbarer. Rigtig mange ikke-spiseforstyrrede bruger dem jo også i vores samfund i dag, og det er der (vel?) ikke noget galt i. Det er deres valg. For mig bliver proteinbarer blot et FRAVALG, fordi jeg har brugt - og bruger - dem i stedet for rigtig mad, når det bliver for svært. Og så er det hæmmende for mig.

Jeg vil også kraftigt understrege, at hvis du lige nu er der, hvor alternativet er ingen eller mindre mad, hvis du skal vælge proteinbarer fra, så gør det for Guds skyld ikke! (nej ikke for Guds. For din egen skyld). Det er KLART bedre end ingenting!! De hjalp mig meget i svære perioder til trods alt at få næring! Så husk husk husk at tænke på, hvor DU er din proces! Vi er ikke samme sted. Og måske er det, jeg gør, slet ikke løsningen for dig på noget tidspunkt. Jeg er gået - og går fortsat - min egen vej. Du skal gå din. Men lad dig gerne inspirere af mig og andre til at få dig til at tænke over, hvad du eventuelt skal turde kigge ærligt på, når du er klar til det <3

Kig ærligt på de valg og handlinger du gør. Hvem styrer? Dig eller spiseforstyrrelsen? Og hvad kan du gøre for at ændre det?
- og hvis du lige nu tænker: "jamen, jeg har jo ikke et valg til at ændre det!!" Så lyver du for dig selv. En tanke fører til en følelse som fører til en handling. Så hvis du lærer at ændre dine tanker, kan du også ændre dine handlinger.

Nemt? Nej.
Umuligt? Nej.
Men det kræver nosser, så vi kvinder må lege at vi har nogen :) (haha, hvor er jeg sjov hva'?!).

Ej men min pointe er, at du KAN ændre din situation. Stop op og prøv i det små at stille spørgsmål til dine tanker og prøv at gøre noget andet, end du plejer. Opdag at du kan! Og langsomt kan du mere og mere!

Farvel nu gamle "venner"!:




Ingen kommentarer:

Send en kommentar