tirsdag den 29. marts 2016

Hvad mener jeg med FOKUS?!


Grinebideren Julia i går, da vi gik tur 😄 Hun er nogle gange så fjollet 😁 (hvem har hun det efter?).

Da jeg gik, tænkte jeg over, hvordan jeg forklarer det med at holde fokus - hvilken sindssyg betydning det har. Hvis du konstant tænker på alt det, du IKKE vil/det du vil væk fra (fx tænker "jeg vil ikke kaste op", "jeg vil ikke tælle kalorier mere" osv. osv.) så er det skide svært og NETOP det, som du kommer til! Fordi du ubevidst holder fokus på det! Når de der "jeg vil ikke"-tanker kommer, skal du stoppe dig selv (sig STOOOOP inde i hovedet) og så i stedet spørge dig selv: "hvad er det, jeg VIL?" (fx. "jeg vil spise det jeg har lyst til og have det godt"). Ubevidst sker der så langsomt en ændring i dig. Du vil blive bedre og bedre til at holde fokus på det, DU VIL, og så sker tingene! Det kræver, at du træner dig i at vende tankerne - præcis som hvis du skal lære matematik, badminton eller dans. Det sker ikke BARE.

Nå, tilbage til gåturen 😄 Der prøvede jeg nemlig at gå og tænke: "jeg vil IKKE kigge ned på Julia i barnevognen" (altså ikke fordi jeg ikke vil kigge på hende, men jeg lavede jo et forsøg😄). Jeg blev ved med at tænke det, og det gjorde det VILDT svært at lade være! Mine øjne ville kigge på Julia! Når jeg så i stedet hele tiden tænkte: "jeg vil kigge fremad" var det ikke svært at undgå at kigge på Julia. Giver det mening?! Prøv selv at eksperimentér med det og opdag hvor vild en forskel det gør, om du tænker på det, du IKKE vil, eller på det du VIL! Derfor er det så viiiiildt vigtigt, at du arbejder med dit FOKUS, hvis du vil ud af en spiseforstyrrelse!

fredag den 18. marts 2016

FLØDEBOLLER GIVER STÆRKE KNOGLER!!

Ja sgu! Den er god nok :) Spis flødeboller og få stærkere knogler!

Hvis du vil vide, hvad jeg har gjort for at vende en nedbrydning af mine knogler til at være OPbygning, så læs dette indlæg.

For at alle lige er med (hvis der er nye læsere), så vil jeg kort lige ridse min "knogle-historie op".

Jeg har jo haft spiseforstyrrelse i MANGE år, og det er årsagen til, at jeg i dag har knogleskørhed. Underernæring, for lav vægt, for lidt mad, opkast, masser af Pepsi Max og kaffe, ingen sunde fedtsyrer, alt for meget motion, dårlig søvn og ikke mindst ingen menstruation nedbryder langsomt knoglerne. At menstruationen forsvinder, er et tydeligt tegn på, at din krop er i alarm. Den sparer, hvor den kan, og den sørger for, at du ikke kan blive mor, når du ikke engang kan passe på dig selv... Hvilket jo faktisk er ret smart.

Så det var min situation: for lidt byggeklodser (i form af mad) til knoglerne, en psyke i stress og et lavt østrogenniveau (altså ingen menstruation). Når østrogenniveauet er lavt, afkalker man knoglerne, fordi østrogen er det hormon, der passer på knoglerne. Det er derfor, at kvinder i overgangsalderen har større risiko for knogleskørhed, for her forsvinder menstruationen jo naturligt.

Hvordan fandt jeg så ud af, at mine knogler havde taget skade af spiseforstyrrelsen?, tænker nogen nok. Jo, i 2007 blev jeg kørt ned af en bil og fik ødelagt mit venstre ben. Jeg røg på Rigshospitalet og blev opereret i benet - og lægen, der opererede mig syntes, at jeg havde "bløde knogler" (spørg mig ikke hvordan har kunne mærke/se det. Men det var det, han sagde til mig, efter operationen). Så jeg blev fluks sendt til en knoglescanning og ganske rigtigt... jeg havde skøre knogler. Siden er jeg blevet fulgt af en læge på Hvidovre Hospital, som scanner mig, for at holde øje med, hvordan det går.

Sidste år var mine knogler blevet endnu dårligere pga. graviditet og amning. Både når man er gravid, og når man ammer, har man jo ikke menstruation = lavt østrogenniveau = ikke godt for knoglerne. Og når man som mig i forvejen har skøre knogler, er det nærmest umuligt at forbedre knoglerne under graviditet og amning. Så det gav "god mening", at knoglerne var blevet dårligere sidste år.

Da jeg skulle til scanning i forgårs, tænkte jeg, at jeg umuligt kunne ha' fået bedre knogler på bare 1 år. Det BEDSTE resultat kunne være, at jeg ville få samme resultat som sidste år. Altså, at jeg trods alt ikke havde fået dårligere knogler igen. Lige frem bedring turde jeg ikke håbe og tro på. Men fanme så!

Min ryg er forbedret med 11,4 %, og min hofte er forbedret med 9,9 %! Hvad siger I så?! PÅ 1 ÅR!! Lægen var også temmelig overrasket. Knogler tager tid at bygge op, så selv om 11,4 % og 9,9 % i andre sammenhænge ikke er vildt meget, så er det det altså ift. knogler!!

Kender I det, at I havde regnet med én ting, og når noget andet så sker, bliver man fuldstændig rundt på gulvet? Jeg var helt forvirret, da lægen sagde det, og jeg fattede ingenting. Jeg skulle først virkelig tage hans besked ind og forstå den!! Og SÅ blev jeg glad! Men i går skulle jeg endda også lige bruge dagen på "fordøje det" og så tillade mig at være skide stolt!

Hvad har jeg gjort på dette år for at få så gode resultater? (mine knogler er stadig ikke normale, men det er da klart et skridt i den rigtige retning. Nedbrydning er vendt til OPbygning!).

Jeg har ikke fulgt en speciel kostplan, der skulle sikre opbygning af knogler. Jeg har spist sund mad, men jeg har spist is, flødeboller, kage, chokolade osv. (tjek min Instagram!), når jeg har haft lyst, jeg har trænet meget moderat (i perioder slet ikke), og jeg har hele tiden tænkt meget på at gøre de ting, der gør mig glad (det psykiske aspekt skal ikke undervurderes, tror jeg!).

Man kan sige, at jeg har spist NOK, jeg holder en normal vægt, og jeg er i psykisk balance.

Jeg tænker, at andre med samme diagnose som mig, måske ville følge en bestemt kostplan for at bygge sine knogler op. Så man gjorde "alt det rigtige". Få så og så mange gram, mikrogram osv. af det og det fordi det i teorien er godt for knoglerne. Man ville måske undgå sukker helt (fordi det jo er tomme kalorier og ikke godt for knoglerne).

Det har jeg som sagt ikke. I min verden bliver sundhed "farligt", når man sætter det op på en plan ud fra nogle teorier. Altså, selvfølgelig ved man, at der skal calcium, D-vitamin og magnesium til for at bygge knogler op, men jeg tror ikke, at det er så simpelt.

Lad os sige, at du følger en plan, hvor du får PRÆCIS de mængder calcium, D-vitamin og magnesium, du skal have. Men samlet får du får lidt energi i forhold til det DU har brug for. Du er måske også stresset, sover dårligt om natten, har det skidt psykisk osv. Så tror jeg ikke på, at kroppen går i opbygningsproces, selv om du efter teorien får, hvad du skal. Du kan heller ikke bare tage vitaminerne og mineralerne i pilleform og så samtidig stresse din krop mega meget med for lidt mad og/eller for meget motion. Så går du ikke i knogleOPbygning (selv om du altså får "hvad du skal" i pilleform).

Det er derfor, at jeg grundlæggende er imod kostplaner. Altså jo, man kan have gavn af at følge en kostplan i en periode for i det hele taget at få spist eller for at få regelmæssighed i sin spisning. Det giver god mening. Men jeg tror ikke på, at sundhed kan skabes ud fra en plan, så en kostplan er ikke en langsigtet løsning. Tænk hvis du på papiret skulle have det godt nu, fordi du følger denne plan, men i virkeligheden kræver DIN krop mere mad eller noget andet. Jeg tror ikke på, at vi alle skal spise det samme. Nogen fungerer godt på meget kulhydrat og lavt med fedt og protein. Andre skal omvendt have mindre kulhydrat og mere fedt og protein for at have det godt. Så hvis du følger en "forkert" plan til netop DIG, opnår du jo ikke balance- og glædesfølelse i din krop/i dit liv.

Sundhed er en HELHED.

Jeg tror, at mange ville få det bedre psykisk og fysisk, hvis man gad gøre sig den anstrengelse at lære sin egen krop at kende. Følger du f.eks. en kostplan men kan mærke, at du er mere sulten, ikke har det godt osv., skal du måske øge kalorieindtaget eller spise anderledes mad. I stedet for slavisk at følge planen, skal du altså lytte efter. I starten er det svært, men man bliver bedre og bedre med tiden. I starten tror jeg heller ikke, at man TØR lytte... Man mærker måske sulten men spiser ikke mere alligevel... Så er du stadig i krig med din krop.

Og det er altså dumt! Kroppen er genial! Den er din helt personlige ernæringsekspert!

Så tilbage til hvad jeg har gjort. Jeg har lyttet til min krop:

- jeg holder den vægt, hvor jeg fungerer fysisk og psykisk (nogle eks-spiseforstyrrede ligger måske i den lave ende for stadig at føle en vis kontrol. Men hvis din krop ikke fungerer her, er det altså lige meget, om du spiser de rette vitaminer og mineraler. Vægten har også betydning).

- jeg spiser den kost, som JEG har det bedst på (ud fra hvad jeg på hele min "rejse" hertil har mærket efter, at jeg fungerer bedst på. Jeg har ikke læst det i en bog).

- jeg har ikke levet sukkerfrit. Jeg spiser, hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst. Også selv om det er en flødebolle, is, chokolade eller lign.

- jeg er glad, sover om natten, har det godt psykisk, siger til og fra ud fra mine grænser. Sådan noget tror jeg som sagt også har stor betydning for den samlede SUNDHED.

- jeg stresser ikke min krop med overtræning. Jeg løber eller sjipper indimellem (nogle uger 3-4 gange. Andre uger slet ikke), og jeg laver nogle mave- og rygøvelser.

- jeg tager også kosttilskud: calcium, D-vitamin og magnesium (plus almindelig vitaminpille). Men som sagt tror jeg, at det ville være "lige meget", hvis jeg samtidig ikke spiste nok, ikke sov, havde det psykisk dårligt osv. For at kroppen skal gå i OPbygning, bliver du nødt til at tage et ærligt kig på HELHEDEN.

Så min overskrift FLØDEBOLLER GIVER STÆRKE KNOGLER er faktisk lige så rigtigt som at sige at OST GIVER STÆRKE KNOGLER. I mit sundhedssyn kan man ikke adskille tingene og bare sige: spis ost - så får du stærke knogler. Nej, ikke hvis du så kun spiser én skive ost om dagen og samtidig er i totalt kalorieunderskud, ikke sover ordentligt eller lign.

Der er sukker i flødeboller, så isolereret set er flødeboller ikke knogleopbyggende. Men i sammenhæng med en ellers sund livsstil i balance med din krop, kan flødebollerne være en del af grunden til, at du bygger knogler op.

Giver det mening, det jeg skriver?

Så hvis du lige som mig har ødelagt dine knogler som følge af en spiseforstyrrelse er mine bedste råd:

- kig ÆRLIGT på hvordan du lever nu.

- spiser du nok?

- har du den vægt, som DIN krop fungerer optimalt på? Eller holder du vægten liiiige lavt nok?

- spiser du varieret? Lytter til hvad din krop fungerer godt på?

- lav styrketræning (uden overdrivelse) og løb, hop eller sjip. Det skal være stødmotion for at det hjælper på knoglerne.

- få nok søvn.

- gør de ting, der gør dig glad. Meget vigtigt punkt!

Hvis noget af det halter, ved du, hvad du skal arbejde med...

Jeg ved godt, at dette er en speciel måde at give råd på - du havde måske regnet med, at jeg ville skrive, hvad og hvor meget du skal spise for at bygge dine knogler op, men det tror jeg som sagt ikke på er løsningen :) Det er fint at få råd af en diætist, men HUSK at lytte til din egen krop samt at se på HELHEDEN.

PS. Diætisten vil nok sige noget med, at du skal spise ost, mælkeprodukter, laks, makrel, sild, æg, mandler, grønkål, spinat og broccoli. Se, der sparede jeg dig lige for en diætist-tid ;) Ej, nu er jeg streng. Selvfølgelig kan du bruge råd til kosten. Men der er bare så mange, der så glemmer at lytte til deres egen krop, samt at turde se ærligt på hvordan de ellers har det med andre ting i deres liv.

F for fredag og F for.... FLØDEBOLLE!! Måske er det i aften, at du skal hoppe med på flødebolle-kuren?! ;) Min såkaldte LYSTKUR! Som simpelthen bare er at gøre og spise mere af det, du har lyst til! Og jo, du kan sagtens være sund samtidig!

Rigtig god weekend!

onsdag den 9. marts 2016

Pepsi Max, proteinbarer og nu alt prutmave-mad!

At komme ud af en spiseforstyrrelse er godt nok en lang proces!! En spiseforstyrrelse er en snu satan!

Bedst som man tror, at man NU "har man styr på det", opdager man, at man bare har erstattet én destruktiv ting med en anden... Et eksempel fra mig selv: jeg har bl.a. forbudt mig at sove (ja, en spiseforstyrrelse griber ind i mere end blot maden), og da jeg li'som gjorde op med det og ville tillade mig at sove mere, fandt jeg sjovt nok på, at jeg så skulle bælle ca. 4 liter Pepsi Max, inden jeg gik i seng... Flot Mille! Ja, du tillader dig at gå ordentlig tid i seng men sove?! Du skal op og tisse 10 gange om natten pga. alt det Pepsi, så hvor meget sover du reelt?!

You see? Jeg troede, at NU gjorde jeg det godt for mig selv... Men ja - hurra! Not. Det kan også være, at man nu tillader sig at spise noget bestemt - men uden man tænker over det, skærer man så andre steder... Frygten for at tage kontrollen over sit liv (i stedet for at spiseforstyrrelsen har kontrollen...) er VILDT skræmmende.

En spiseforstyrrelse ødelægger dit liv, ja, men samtidig redder den dig faktisk. Den hjælper dig jo med det, du har svært ved! Får dig til at lukke af for følelser og behov. Giver dig noget at bruge din dag på.... Så en spiseforstyrrelse er en tryg ven at have - samtidig med at det er det største mareridt at være fanget i :(

Min proces har været lang. Jeg har i små skridt rykket mig mere og mere. Men det er som om, at jeg startede med en ÆGTE BESLUTNING om, at jeg ville ud af det lort, koste hvad det ville. Altså som om hele mig committede mig til AT GØRE DET. Og siden har jeg aldrig set mig tilbage. Ikke at jeg ikke er "faldet i". Men jeg røg aldrig ind i den onde spiral, som man ikke kan se sig ud af. Jeg fandt ud af at vende det om: i stedet for at sige til mig selv Nu faldt du i IGEN, din klamme tøs (eller andre knap så pæne ord om mig selv) så begyndte jeg at LÆRE af det. Altså i stedet spørge mig selv: hvorfor skete det her? Hvad kan jeg lære af det? Og ikke bruge hammeren i hovedet. Se det som en mulighed for LÆRING og UDVIKLING i stedet for en som en mulighed for at tage hammeren frem og hamre løs.

Har du tænkt over, at det faktisk er, når vi føler, at vi "fejler", at vi kan udvikle os? Hvis alt konstant kører på skinner, gentager vi bare igen og igen det vi ved virker for os. Mennesker er vanedyr. Men så udvikler vi os faktisk ikke! Derimod er det, når du "falder i", "fejler", tager en "forkert" beslutning osv., at du har mulighed for at stoppe op og sige til dig selv: "ok, det her var sgu ikke så fedt. Men hvad lærte jeg? Hvad kan jeg gøre anderledes fremover?".

Udviklingen kommer så selvfølgelig kun HVIS du handler anderledes næste gang ;)

Hvis du lige nu tænker: "jamen jeg kan ikke gøre noget andet...". Så er mit spørgsmål blot: hvordan ved du det? Har du prøvet? Sådan VIRKELIG prøvet at gøre noget andet?

Nå, nu til min egen proces igen. Jeg har - som I nok ved - følt mig FRI af spiseforstyrrelsen de sidste ca. 3 år (ja, selv om jeg har holdt foredrag i længere tid. Men jeg har jo selv været i en proces samtidig med, at jeg har holdt foredrag). Siden har jeg brugt spiseforstyrrelsen som en guide, kalder jeg det. Hver gang den har "larmet", har jeg vidst, at der er NOGET galt. Noget jeg skal turde kigge på og tage hånd om. Det er jo en kæmpe gave og hjælp at have!! Én der råber vagt i gevær, når jeg er på vildspor!

Men. For der er et MEN. Jeg har stadig indimellem drukket Pepsi Max, spist proteinbarer i stedet for rigtig mad samt givet mig selv prutmave af en overdosis sødestoffer. Dvs. når spiseforstyrrelsen har "larmet" for at gøre mig opmærksom på noget, har jeg godt nok stoppet op og lyttet (og handlet på det virkelige problem) men alligevel indimellem haft "brug for" alligevel liiiige at gøre lidt destruktivt (uden det jo smadrede mit liv igen).

Pepsi Max tog jeg så en endelig beslutning om, da vi var i Dubai: læs her.

Og kort efter fulgte farvellet til proteinbarer: læs her.

I går var det Kvindernes Internationale Kampdag (og det var desuden præcis 6 år siden, at min bog "Lyster" udkom. 6 år siden!! WHAT?! Der er mange, der efterspørger den, og den er desværre totalt udsolgt. Eller desværre og desværre... det er jo godt! Den skal trykkes i 2. oplag, når jeg bliver rig og berømt, haha), og det blev også dagen, hvor jeg tog en beslutning omkring prutmave-mad (dejligt ord!).

Indimellem har jeg nemlig som sagt STADIG givet mig selv prutmave ved at spise for mange sødestoffer: sukkerfri slik, sukkerfri chokolade, pastiller osv. Det gider jeg ikke mere!

Så det bliver et nej fra mig til mere af det :) Det er tid til at lukke endnu en dør og turde leve endnu mere!

Som jeg skrev med proteinbarer (og egentlig også med Pepsi Max), er der jo INTET forkert i at spise/drikke det. Det gør mange ikke-spiseforstyrrede også. Men FOR MIG (husk, der står ikke automatisk FOR DIG også) er både proteinbarer, Pepsi Max og sukkerfri slik/chokolade noget jeg har brugt på en destruktiv måde. Det har intet med nydelse at gøre.

Så derfor vælger jeg de ting FRA i mit liv. Jeg vil hellere have RIGTIG MAD hele tiden. Jeg tror på, at ved at spise rigtig mad, får du også bedre kommunikation til din krop. Og mit mål er altså at komme endnu tættere på min krop (mærkeligt at skrive - man er jo konstant i sin krop, men hvor mange tør lige mærke den?!) og blive bedre og bedre ven med den (slyngveninde til sidst måske!).

Måske kan jeg finde ud af at nyde LIDT sukkerfrit, en proteinbar eller Pepsi indimellem, når jeg har lyst, om nogle år. Lige nu fungerer det bare ikke for mig, og så vil jeg hellere lukke døren til det helt, end at gå med den på klem og indimellem liiiiige give mig selv prutmave, bælle Pepsi eller erstatte mad med proteinbar.

Jeg fungerer bedst, når jeg får meget fedt i kosten (uden at jeg følger LCHF slavisk. Jeg vil ikke følge nogen kostretning. Jeg vil ingen regler have), og jeg vil faktisk hellere have rigtig sukker i flødeboller og chokolade, end de erstatninger der gør mig "gravid". Dog kan jeg godt bruge Sukrin Gold (kender I nok?) uden det smadrer min mave.

D. 8. marts: Kvindernes Internationale Kampdag. Men også Milles personlige kampdag! :) Vil du være med? Er der noget, som du vil lukke døren til? Lad i går blive DAGEN! Hop med på min vogn. Du er i hvert fald velkommen!

Husk: Resten skal nydes.... ikke sandt?! ;)

onsdag den 2. marts 2016

Jeg rakker ikke bare behandlingen ned...

Vi nåede otte dage i Dubai og en uge i vuggestue/på arbejde, før vi igen er ramt af sygdom. Det første år i vuggestue er godt nok = bekendtskab med diverse vira :( Jeg har heldigvis hørt fra andre, at det første år er værst - og det er snart gået (Julia startede i vuggestue d. 7. april 2015), så det lysner. Synes godt nok det er synd for sådan et lille pus at blive ramt af så meget. Men det styrker vel immunforsvaret :) Det er svært for mig at nå mit arbejde, når jeg har så mange hjemmedage (og nej, med en syg datter når man ikke meget arbejde, selv om hun også sover på et tidspunkt. Før jeg blev mor, tænkte jeg: "jamen, man kan da godt nå X, selv om man er hjemme med sygt barn". Jeg er blevet klogere! Generelt vil jeg sige, at det at blive mor sætter alting i perspektiv. Og jeg tænker også: hvad fanden klagede jeg over, når jeg før i tiden syntes, at jeg havde travlt! Jeg kunne trods alt slappe af om aftenen. Med et barn er man på 24-7).

Nå, indlægget her fik jeg færdiggjort tidligt i morges, hvor jeg stod op for at få arbejdet lidt:

Jeg er i gang med et større projekt, der skal sætte fokus på spiseforstyrrelser. Jeg samler en masse historier ind, som skal være dels i en bog og dels på en hjemmeside. Så kan:

1) spiseforstyrrede læse om andre spiseforstyrrede og se, at de ikke er alene. Og man kan læse om, hvad andre har gjort for at komme ud af spiseforstyrrelsen.

2) pårørende læse en masse historier og dermed få et større indblik i, hvad det vil sige/hvordan det er at have en spiseforstyrrelse.

3) især den offentlige behandling blive belyst. Hvordan foregår den? Hvad er godt ved den? Hvad er skidt? Hvad kan vi gøre for at flest muligt får den hjælp, som de har brug for?

Læs mere om mit projekt her.

Det er et KÆMPE projekt, da jeg også har mere i tankerne.... (I skal nok få mere at vide snarest). Jeg gør dette totalt ulønnet - kun fordi jeg brænder for det. Men jeg hverken kan eller skal gøre det hele alene. Jeg har i høj grad brug for sparring og hjælpende hænder! Skal nok række ud... :)

Jeg har modtaget nogle mails, hvor jeg bliver "beskyldt" for bare at rakke behandlingen ned. Jeg er ked af, hvis jeg bliver sådan misforstået. Jeg vil IKKE bare rakke behandlingen ned. Jeg ønsker blot at BELYSE, hvordan den foregår samt ud fra det komme med FORSLAG til forbedringer. Fordi mit ønske er at flere får den hjælp, som de har brug for.

Allerede nu (altså inden jeg har alt materialet i form af alle jeres historier og oplevelser) har jeg MINE klare holdninger til, hvordan behandlingen kunne forbedres.

Jeg mener, at der er FOR meget fokus på mad og ikke mindst vægt.

Jeg fatter virkelig ikke, hvorfor spiseforstyrrede skal vejes!! Jeg mener, at det fastholder dem i et forkert fokus. Man skal jo VÆK fra at have fokus på det skide tal! Men selv normalvægtige spiseforstyrrede skal vejes... og gerne som det første, lige inden man går ind til terapi. Jamen hurra! Så kan man da VIRKELIG koncentrere sig om det!

Det eneste tidspunkt hvor jeg kan se "det smarte" i at veje, er hvis man har ekstrem anoreksi, hvor man er meget langt nede. Der kan det være et spørgsmål om liv og død. Alligevel har jeg det lidt sådan: man kan jo SE tydeligt, at han/hun er for tynd, så hvorfor er tallet så vigtigt? Måske er det for at være sikker på, at man langsomt stiger i vægt... og det kan jeg jo godt forstå. Men jeg synes, det er vigtigt at droppe tal-fokusset, så snart det er muligt.

Jeg forstår godt, at behandlingen har fokus på mad/at man får spist. Mad ER ekstremt vigtigt, og ved at spise mekanisk (som behandlingen kalder det) er man mere klar i hovedet. Sult giver angst og uro, så en del af de spiseforstyrrede tanker/symptomer ER rent fysisk. Man kan altså spise noget af det væk.

Men at man ofte først vil snakke rigtigt med en spiseforstyrret, når man når sin såkaldte målvægt, er sort snak for mig. Altså, selv om man er mega tynd og hjernen måske er lidt "i stå"/påvirket af sult, er der altså stadig et menneske indeni. Et menneske som har brug for at blive set, lyttet til, anerkendt. I stedet for at der kun bliver set på tallet på vægten. Desuden får spiseforstyrrelsen mere magt, når man prøver at fjerne den uden at give hjælp til at få fyldt tomrummet op. Jo mere man føler, at man kun bliver set gennem sin mad og vægt, jo mere kæmper man bevidst/ubevidst imod behandlingen.

Hvordan man får strikket "den optimale" behandling sammen, ved jeg (endnu) ikke. Det skal mit projekt gerne give idéer til :) Jo flere spiseforstyrrede jeg snakker med, jo klogere bliver jeg. Og jo mere finder jeg også ud af alt det, som jeg ikke ved!

Med mit projekt vil jeg også få spiseforstyrrede til at forstå deres eget ansvar i det hele. Selv om vi skulle få VERDENS BEDSTE BEHANDLING, ville det ikke hjælpe en skid, hvis du ikke selv vil...

Du kommer ikke ud af en spiseforstyrrelse, hvis du ikke vil det. Og hvis du ikke selv HANDLER. Altså gør noget AKTIVT imod spiseforstyrrelsen. Bliver du ved med at spise et æble til aftensmad (blot et tilfældigt eksempel) og bilder dig ind, at du kæmper.... ja, så rykker du dig altså ikke. Just saying. Du ved først, hvad det vil sige at kæmpe, når du hver dag.... H V E R   D A G ... spiser regelmæssigt og nok, og du samtidig bliver i dine følelser og regerer dit liv i stedet for at reagere i det... Hvis du bliver ved med at lytte lidt til spiseforstyrrelsen, kompensere, være lidt destruktiv osv. - så ved du altså endnu ikke, hvordan det er at virkelig at arbejde imod. Være i livet i stedet for.

Nogle gange er man kommet så langt ud, at man fuldstændig har mistet grebet... man kan ikke selv komme i gang med at spise (i hvert fald ikke nok). Så kan det være nødvendigt at lade andre (behandlingen) overtage. Så skal man ikke tage stilling - bare spise. Det er at tage ansvar. "Jeg kan ikke selv. Jeg ved godt, at det ikke er LØSNINGEN bare at få spist. Men jeg har brug for hjælp til at få spist for at komme videre".

Så kan behandlingen blive kickstarten til at komme i gang med sin "helbredelsesproces", og så kan man finde noget mere optimal hjælp, når man fysisk er stærkere. Altså, man kan tage det fra den offentlige behandling, som man kan bruge, og derefter finde sin egen vej.

Så husk hvis du lige nu er indlagt for anoreksi og modarbejder behandlingen: hvis du virkelig VIL ud af anoreksien, så se det som blot en del af din vej. Hvis du ikke selv - lige nu - er i stand til at få spist derhjemme, er det godt, at du er, hvor du er. Godt at nogen sørger for at du får spist.

Jeg håber indlægget her giver mening. Altså at jeg gerne vil sætte behandlingen under lup og se på, hvad der kan forbedres. MEN jeg vil også huske spiseforstyrrede på deres eget ansvar i at tage imod hjælpen. Måske er den ikke optimal - men så brug den som et springbræt videre.