onsdag den 2. marts 2016

Jeg rakker ikke bare behandlingen ned...

Vi nåede otte dage i Dubai og en uge i vuggestue/på arbejde, før vi igen er ramt af sygdom. Det første år i vuggestue er godt nok = bekendtskab med diverse vira :( Jeg har heldigvis hørt fra andre, at det første år er værst - og det er snart gået (Julia startede i vuggestue d. 7. april 2015), så det lysner. Synes godt nok det er synd for sådan et lille pus at blive ramt af så meget. Men det styrker vel immunforsvaret :) Det er svært for mig at nå mit arbejde, når jeg har så mange hjemmedage (og nej, med en syg datter når man ikke meget arbejde, selv om hun også sover på et tidspunkt. Før jeg blev mor, tænkte jeg: "jamen, man kan da godt nå X, selv om man er hjemme med sygt barn". Jeg er blevet klogere! Generelt vil jeg sige, at det at blive mor sætter alting i perspektiv. Og jeg tænker også: hvad fanden klagede jeg over, når jeg før i tiden syntes, at jeg havde travlt! Jeg kunne trods alt slappe af om aftenen. Med et barn er man på 24-7).

Nå, indlægget her fik jeg færdiggjort tidligt i morges, hvor jeg stod op for at få arbejdet lidt:

Jeg er i gang med et større projekt, der skal sætte fokus på spiseforstyrrelser. Jeg samler en masse historier ind, som skal være dels i en bog og dels på en hjemmeside. Så kan:

1) spiseforstyrrede læse om andre spiseforstyrrede og se, at de ikke er alene. Og man kan læse om, hvad andre har gjort for at komme ud af spiseforstyrrelsen.

2) pårørende læse en masse historier og dermed få et større indblik i, hvad det vil sige/hvordan det er at have en spiseforstyrrelse.

3) især den offentlige behandling blive belyst. Hvordan foregår den? Hvad er godt ved den? Hvad er skidt? Hvad kan vi gøre for at flest muligt får den hjælp, som de har brug for?

Læs mere om mit projekt her.

Det er et KÆMPE projekt, da jeg også har mere i tankerne.... (I skal nok få mere at vide snarest). Jeg gør dette totalt ulønnet - kun fordi jeg brænder for det. Men jeg hverken kan eller skal gøre det hele alene. Jeg har i høj grad brug for sparring og hjælpende hænder! Skal nok række ud... :)

Jeg har modtaget nogle mails, hvor jeg bliver "beskyldt" for bare at rakke behandlingen ned. Jeg er ked af, hvis jeg bliver sådan misforstået. Jeg vil IKKE bare rakke behandlingen ned. Jeg ønsker blot at BELYSE, hvordan den foregår samt ud fra det komme med FORSLAG til forbedringer. Fordi mit ønske er at flere får den hjælp, som de har brug for.

Allerede nu (altså inden jeg har alt materialet i form af alle jeres historier og oplevelser) har jeg MINE klare holdninger til, hvordan behandlingen kunne forbedres.

Jeg mener, at der er FOR meget fokus på mad og ikke mindst vægt.

Jeg fatter virkelig ikke, hvorfor spiseforstyrrede skal vejes!! Jeg mener, at det fastholder dem i et forkert fokus. Man skal jo VÆK fra at have fokus på det skide tal! Men selv normalvægtige spiseforstyrrede skal vejes... og gerne som det første, lige inden man går ind til terapi. Jamen hurra! Så kan man da VIRKELIG koncentrere sig om det!

Det eneste tidspunkt hvor jeg kan se "det smarte" i at veje, er hvis man har ekstrem anoreksi, hvor man er meget langt nede. Der kan det være et spørgsmål om liv og død. Alligevel har jeg det lidt sådan: man kan jo SE tydeligt, at han/hun er for tynd, så hvorfor er tallet så vigtigt? Måske er det for at være sikker på, at man langsomt stiger i vægt... og det kan jeg jo godt forstå. Men jeg synes, det er vigtigt at droppe tal-fokusset, så snart det er muligt.

Jeg forstår godt, at behandlingen har fokus på mad/at man får spist. Mad ER ekstremt vigtigt, og ved at spise mekanisk (som behandlingen kalder det) er man mere klar i hovedet. Sult giver angst og uro, så en del af de spiseforstyrrede tanker/symptomer ER rent fysisk. Man kan altså spise noget af det væk.

Men at man ofte først vil snakke rigtigt med en spiseforstyrret, når man når sin såkaldte målvægt, er sort snak for mig. Altså, selv om man er mega tynd og hjernen måske er lidt "i stå"/påvirket af sult, er der altså stadig et menneske indeni. Et menneske som har brug for at blive set, lyttet til, anerkendt. I stedet for at der kun bliver set på tallet på vægten. Desuden får spiseforstyrrelsen mere magt, når man prøver at fjerne den uden at give hjælp til at få fyldt tomrummet op. Jo mere man føler, at man kun bliver set gennem sin mad og vægt, jo mere kæmper man bevidst/ubevidst imod behandlingen.

Hvordan man får strikket "den optimale" behandling sammen, ved jeg (endnu) ikke. Det skal mit projekt gerne give idéer til :) Jo flere spiseforstyrrede jeg snakker med, jo klogere bliver jeg. Og jo mere finder jeg også ud af alt det, som jeg ikke ved!

Med mit projekt vil jeg også få spiseforstyrrede til at forstå deres eget ansvar i det hele. Selv om vi skulle få VERDENS BEDSTE BEHANDLING, ville det ikke hjælpe en skid, hvis du ikke selv vil...

Du kommer ikke ud af en spiseforstyrrelse, hvis du ikke vil det. Og hvis du ikke selv HANDLER. Altså gør noget AKTIVT imod spiseforstyrrelsen. Bliver du ved med at spise et æble til aftensmad (blot et tilfældigt eksempel) og bilder dig ind, at du kæmper.... ja, så rykker du dig altså ikke. Just saying. Du ved først, hvad det vil sige at kæmpe, når du hver dag.... H V E R   D A G ... spiser regelmæssigt og nok, og du samtidig bliver i dine følelser og regerer dit liv i stedet for at reagere i det... Hvis du bliver ved med at lytte lidt til spiseforstyrrelsen, kompensere, være lidt destruktiv osv. - så ved du altså endnu ikke, hvordan det er at virkelig at arbejde imod. Være i livet i stedet for.

Nogle gange er man kommet så langt ud, at man fuldstændig har mistet grebet... man kan ikke selv komme i gang med at spise (i hvert fald ikke nok). Så kan det være nødvendigt at lade andre (behandlingen) overtage. Så skal man ikke tage stilling - bare spise. Det er at tage ansvar. "Jeg kan ikke selv. Jeg ved godt, at det ikke er LØSNINGEN bare at få spist. Men jeg har brug for hjælp til at få spist for at komme videre".

Så kan behandlingen blive kickstarten til at komme i gang med sin "helbredelsesproces", og så kan man finde noget mere optimal hjælp, når man fysisk er stærkere. Altså, man kan tage det fra den offentlige behandling, som man kan bruge, og derefter finde sin egen vej.

Så husk hvis du lige nu er indlagt for anoreksi og modarbejder behandlingen: hvis du virkelig VIL ud af anoreksien, så se det som blot en del af din vej. Hvis du ikke selv - lige nu - er i stand til at få spist derhjemme, er det godt, at du er, hvor du er. Godt at nogen sørger for at du får spist.

Jeg håber indlægget her giver mening. Altså at jeg gerne vil sætte behandlingen under lup og se på, hvad der kan forbedres. MEN jeg vil også huske spiseforstyrrede på deres eget ansvar i at tage imod hjælpen. Måske er den ikke optimal - men så brug den som et springbræt videre.

4 kommentarer:

  1. Mille dine ord rammer bare plet hver gang og jeg glæder mig meget til at se, hvad dit projekt ender ud med.
    En ting er, det kan kun blive godt ;-)
    Kærligst Helena

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, kære Helena! Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste!

      Slet
  2. Hej Mille
    Hvor er det en god idé :-)
    Jeg har selv været pårørende til en med denne lidelse, og følte dengang, at jeg virkeligt manglede et forum for os.
    Jeg er rigtig glad for din blog, tak for den :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for at høre! Og tak fordi du læser med :)

      Enig - der mangler virkelig noget til pårørende (også). I det hele taget kunne der gøres SÅ meget på området. Og det har jeg tænkt mig at tage fat på!

      Slet