onsdag den 9. marts 2016

Pepsi Max, proteinbarer og nu alt prutmave-mad!

At komme ud af en spiseforstyrrelse er godt nok en lang proces!! En spiseforstyrrelse er en snu satan!

Bedst som man tror, at man NU "har man styr på det", opdager man, at man bare har erstattet én destruktiv ting med en anden... Et eksempel fra mig selv: jeg har bl.a. forbudt mig at sove (ja, en spiseforstyrrelse griber ind i mere end blot maden), og da jeg li'som gjorde op med det og ville tillade mig at sove mere, fandt jeg sjovt nok på, at jeg så skulle bælle ca. 4 liter Pepsi Max, inden jeg gik i seng... Flot Mille! Ja, du tillader dig at gå ordentlig tid i seng men sove?! Du skal op og tisse 10 gange om natten pga. alt det Pepsi, så hvor meget sover du reelt?!

You see? Jeg troede, at NU gjorde jeg det godt for mig selv... Men ja - hurra! Not. Det kan også være, at man nu tillader sig at spise noget bestemt - men uden man tænker over det, skærer man så andre steder... Frygten for at tage kontrollen over sit liv (i stedet for at spiseforstyrrelsen har kontrollen...) er VILDT skræmmende.

En spiseforstyrrelse ødelægger dit liv, ja, men samtidig redder den dig faktisk. Den hjælper dig jo med det, du har svært ved! Får dig til at lukke af for følelser og behov. Giver dig noget at bruge din dag på.... Så en spiseforstyrrelse er en tryg ven at have - samtidig med at det er det største mareridt at være fanget i :(

Min proces har været lang. Jeg har i små skridt rykket mig mere og mere. Men det er som om, at jeg startede med en ÆGTE BESLUTNING om, at jeg ville ud af det lort, koste hvad det ville. Altså som om hele mig committede mig til AT GØRE DET. Og siden har jeg aldrig set mig tilbage. Ikke at jeg ikke er "faldet i". Men jeg røg aldrig ind i den onde spiral, som man ikke kan se sig ud af. Jeg fandt ud af at vende det om: i stedet for at sige til mig selv Nu faldt du i IGEN, din klamme tøs (eller andre knap så pæne ord om mig selv) så begyndte jeg at LÆRE af det. Altså i stedet spørge mig selv: hvorfor skete det her? Hvad kan jeg lære af det? Og ikke bruge hammeren i hovedet. Se det som en mulighed for LÆRING og UDVIKLING i stedet for en som en mulighed for at tage hammeren frem og hamre løs.

Har du tænkt over, at det faktisk er, når vi føler, at vi "fejler", at vi kan udvikle os? Hvis alt konstant kører på skinner, gentager vi bare igen og igen det vi ved virker for os. Mennesker er vanedyr. Men så udvikler vi os faktisk ikke! Derimod er det, når du "falder i", "fejler", tager en "forkert" beslutning osv., at du har mulighed for at stoppe op og sige til dig selv: "ok, det her var sgu ikke så fedt. Men hvad lærte jeg? Hvad kan jeg gøre anderledes fremover?".

Udviklingen kommer så selvfølgelig kun HVIS du handler anderledes næste gang ;)

Hvis du lige nu tænker: "jamen jeg kan ikke gøre noget andet...". Så er mit spørgsmål blot: hvordan ved du det? Har du prøvet? Sådan VIRKELIG prøvet at gøre noget andet?

Nå, nu til min egen proces igen. Jeg har - som I nok ved - følt mig FRI af spiseforstyrrelsen de sidste ca. 3 år (ja, selv om jeg har holdt foredrag i længere tid. Men jeg har jo selv været i en proces samtidig med, at jeg har holdt foredrag). Siden har jeg brugt spiseforstyrrelsen som en guide, kalder jeg det. Hver gang den har "larmet", har jeg vidst, at der er NOGET galt. Noget jeg skal turde kigge på og tage hånd om. Det er jo en kæmpe gave og hjælp at have!! Én der råber vagt i gevær, når jeg er på vildspor!

Men. For der er et MEN. Jeg har stadig indimellem drukket Pepsi Max, spist proteinbarer i stedet for rigtig mad samt givet mig selv prutmave af en overdosis sødestoffer. Dvs. når spiseforstyrrelsen har "larmet" for at gøre mig opmærksom på noget, har jeg godt nok stoppet op og lyttet (og handlet på det virkelige problem) men alligevel indimellem haft "brug for" alligevel liiiige at gøre lidt destruktivt (uden det jo smadrede mit liv igen).

Pepsi Max tog jeg så en endelig beslutning om, da vi var i Dubai: læs her.

Og kort efter fulgte farvellet til proteinbarer: læs her.

I går var det Kvindernes Internationale Kampdag (og det var desuden præcis 6 år siden, at min bog "Lyster" udkom. 6 år siden!! WHAT?! Der er mange, der efterspørger den, og den er desværre totalt udsolgt. Eller desværre og desværre... det er jo godt! Den skal trykkes i 2. oplag, når jeg bliver rig og berømt, haha), og det blev også dagen, hvor jeg tog en beslutning omkring prutmave-mad (dejligt ord!).

Indimellem har jeg nemlig som sagt STADIG givet mig selv prutmave ved at spise for mange sødestoffer: sukkerfri slik, sukkerfri chokolade, pastiller osv. Det gider jeg ikke mere!

Så det bliver et nej fra mig til mere af det :) Det er tid til at lukke endnu en dør og turde leve endnu mere!

Som jeg skrev med proteinbarer (og egentlig også med Pepsi Max), er der jo INTET forkert i at spise/drikke det. Det gør mange ikke-spiseforstyrrede også. Men FOR MIG (husk, der står ikke automatisk FOR DIG også) er både proteinbarer, Pepsi Max og sukkerfri slik/chokolade noget jeg har brugt på en destruktiv måde. Det har intet med nydelse at gøre.

Så derfor vælger jeg de ting FRA i mit liv. Jeg vil hellere have RIGTIG MAD hele tiden. Jeg tror på, at ved at spise rigtig mad, får du også bedre kommunikation til din krop. Og mit mål er altså at komme endnu tættere på min krop (mærkeligt at skrive - man er jo konstant i sin krop, men hvor mange tør lige mærke den?!) og blive bedre og bedre ven med den (slyngveninde til sidst måske!).

Måske kan jeg finde ud af at nyde LIDT sukkerfrit, en proteinbar eller Pepsi indimellem, når jeg har lyst, om nogle år. Lige nu fungerer det bare ikke for mig, og så vil jeg hellere lukke døren til det helt, end at gå med den på klem og indimellem liiiiige give mig selv prutmave, bælle Pepsi eller erstatte mad med proteinbar.

Jeg fungerer bedst, når jeg får meget fedt i kosten (uden at jeg følger LCHF slavisk. Jeg vil ikke følge nogen kostretning. Jeg vil ingen regler have), og jeg vil faktisk hellere have rigtig sukker i flødeboller og chokolade, end de erstatninger der gør mig "gravid". Dog kan jeg godt bruge Sukrin Gold (kender I nok?) uden det smadrer min mave.

D. 8. marts: Kvindernes Internationale Kampdag. Men også Milles personlige kampdag! :) Vil du være med? Er der noget, som du vil lukke døren til? Lad i går blive DAGEN! Hop med på min vogn. Du er i hvert fald velkommen!

Husk: Resten skal nydes.... ikke sandt?! ;)

2 kommentarer:

  1. Du er fantastisk Mille! Du inspirerer og giver fornyet energi til mig, og sikkert også dine andre følgere. Jeg nyder virkelig at læse din blog, følge dig på instagram og se din udvikling. God dag til dig. Knus og kram

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, søde Charlotte! Dejligt med ros :)
      Kæmpe kram til dig også <3

      Slet