fredag den 13. maj 2016

Hjernerystelse

I søndags var vi på stranden hele dagen (mors dag). Jeg var ikke frisk: havde det underligt og havde vildt ondt i halsen (ikke normalt "ondt i halsen". Det skar, og jeg kunne ikke synke. Goddag til yoghurt og masser af is).
Natten til mandag vågnede jeg og var VILDT dårlig. Gik op for at tage vand. Kan intet huske udover at jeg blev endnu mere dårlig, og så blev alt sort.
Jeg besvimede på stengulvet på badeværelset. Min kæreste hørte heldigvis bumpet/larmen. Jeg havde blod i hele hovedet. Havde slået hul i panden, næseblod og andre skrammer. Jeg kom på hospitalet. Er blevet gennemundersøgt. Intet galt med hjerte og lign. Men fik konstateret slem halsbetændelse (ikke bare virus, men bakterier, som kræver penicillin) og 40 i feber. Lægen forklarede, at man kan blive ret skidt at sådan en halsbetændelse, så han tror, at jeg er faldet om pga. en kombination af infektion, høj feber, varmen og måske drukket for lidt på stranden.
Jeg har fået hjernerystelse og kan intet. Bare det at skrive denne blog kræver at jeg ligger mig igen bagefter med lukkede øjne.


tirsdag den 3. maj 2016

Vi tager sgu en omgang #majformig# igen!

Måske kan I huske, at jeg sidste år brugte hashtagget #majformig#? Efter at ha' været gravid samt ammet næsten et helt år, var babserne kun madpakker, og jeg var ikke så meget i kontakt med min krop. Jeg havde brugt alt mit krudt på lille Julia (sådan er det at blive mor), så jeg havde "glemt" mig selv lidt. Jeg skrev følgende på min blog:
----
"Jeg har tænkt mig at gøre maj måned til MIN måned. Efter både graviditet og amning kan jeg mærke, at jeg har fjernet mig lidt fra min krop igen. Har sværere ved at mærke mig selv og sværere ved at mærke, hvad jeg har lyst til. Så derfor skal maj være MIN måned. Altså, hvor jeg virkelig har fokus på at gøre gode ting for mig selv. Majformig, vil jeg kalde "projektet". På instagram vil jeg bruge hashtaget #majformig# når jeg viser noget godt, jeg gør for mig selv/min egen udvikling. Og jeg kan så håbe på, at I er mange, der vil følge trop! Lad os gøre maj til mig-måned! Er du f.eks. på vej ud af en spiseforstyrrelse, kan du give den en ekstra skalle her i maj. Hvis vi nu er flere, der ved, at vi gør det sammen, føles man stærkere. Lad os gøre det til en sej ting at gøre noget godt for os selv, i stedet for at det er "sejt" at vise, hvor meget man har trænet, hvor sundt man har spist osv., hvis man i virkeligheden drømmer om at kunne slappe af med en god bog og spise en stor is. Det ene udelukker ikke hinanden - det kan være vildt dejligt at træne og at spise sundt (så det kan sagtens være en majformig-ting), men hvis man konstant gør det mod sin LYST, og man aldrig giver plads til slappe af og nyde, ja så er det jo lidt surt. Så altså: en opfordring til at mærke lidt mere efter og gøre gode ting for sig selv her i maj, som både kan være at lave sund mad til sig selv (hvis man f.eks. plejer at ende i overspisning i usundt hver aften) eller at nyde én flødebolle i stedet for at kværne en hel pakke. Osv. :) Giver det mening? Fokus på det som gør dig GODT, gør dig GLAD, det du virkelig har LYST til. I stedet for at lade spiseforstyrrelsen styre showet. Og har du ikke en spiseforstyrrelse, må du meget gerne være med alligevel! Tror der er mange, der kan have glæde af at øve sig i at mærke mere efter og gøre det, som man drømmer om/har lyst til."
-----

Hvorfor har jeg brug for at lave en #majformig# igen? For nej, jeg har ikke været gravid igen (og er det heller ikke - endnu...) og Julia bruger ikke længere mine babser som madpakker. Hun kan bare godt li' at sige "dut dut" på dem, når jeg står nøgen om morgenen efter badet :)

Det gik op for mig i går aftes, at jeg har brug for det, fordi jeg brugte hele aftenen på at græde. Var fuldstændig smadret indeni og tankerne kørte kun i mad. Jeg begyndte at lægge planer for, hvad jeg må og ikke må spise, og jeg havde på én gang trang til både at lade være med at spise og at æde en masse klamt og kaste det op igen. Fokus røg totalt over på MAD!

...indtil jeg sagde STOOOOOOP til tankerne, og i stedet spurgte ærligt, hvordan jeg har det? Og hvordan jeg har haft det på det sidste?

Jeg er stresset/presset. Har en million bolde i luften og kan ikke holde dem alle oppe (læs indlægget her). Min kæreste og jeg har også en udfordring arbejdsmæssigt, da en person vi gav vores tillid til, ikke viste sig at være den, vi troede (det er fuldstændig ligegyldigt at forklare her, men det er en væsentlig presbold lige nu).

Så i går aftes gik det op for mig, at jeg i al stressen har glemt mig selv lidt, så jeg er ikke lige så glad, som jeg plejer. Og jeg måtte også indrømme over for mig selv, at maden er begyndt at fylde mere på en negativ måde. Ikke at jeg spiser for lidt, som jeg før har gjort mest - næ, jeg er begyndt at spise for meget. Ikke sådan rigtigt overspise, men "bare" spise ud over min mæthedsgrænse. Simpelthen for at lægge låg på stressen! Jeg har også på det sidste spist mere "usundt" på en "tvangsmåde" og ikke på min LYSTmåde. Og der er fanme stor forskel på, om man nyder noget af LYST, eller om man bruger det til at lægge låg på noget. Så f.eks. en is er i mine øjne sund, hvis man nyder den af lyst og evt. i godt selskab (også selv om næringsindholdet ikke er "perfekt"), men den er ikke sund, hvis man spiser den af tvang for at lægge låg på noget, man ikke vil mærke. Sundhed i mine øjne handler ikke om kalorier og næringsværdi, men mere om hvordan man spiser. Isoleret set er broccoli sundere end is, men jeg mener ikke, at man kan isolere sundhed og komme det i kasser (præcis som jeg heller ikke mener, at man skal komme personer i kasser. Det er en kæmpe fejl i behandlingen af spiseforstyrrede).

Hmm, man kan vel sige, at jeg æder det i mig nu, alt det vi har af udfordringer og arbejde. Er det det, man gør som overspiser? Æder problemerne i sig?

Hvad så med anoreksi? Når man ikke kan sige fra i verden, siger man fra over for det, man kan kontrollere: maden?

Og bulimi? Når man tager for meget på sig og ikke kan rumme det, må man kaste det op igen?

Bare tanker...

Nå, men nu vil jeg fanme trække vejret og tage én ting ad gangen. Og vigtigst af alt huske at prioritere det, som gør mig glad i låget! Jeg har én gang besluttet mig for at jeg vil nyde mens jeg yder. Ikke yde før jeg må nyde. Det skal jeg eddermanme holde mig selv fast på!!

Et af mine projekter er noget stooooort til spiseforstyrrede, som meget snart går i luften (og så skal jeg heller ikke holde alle boldene selv mere), så her i sidste forberedelsesfase må jeg ikke miste mig selv!

SÅ.... i dag er det d. 3. maj, og jeg starter igen #majformig# for at få fokus på at blive gladere igen, selv om jeg har travlt. Det ene udelukker ikke det andet!

I kan følge med i billeder på Instagram, hvor jeg bruger hashtagget #majformig#, og jeg håber, at I vil være med! Når I poster et billede, så forklar gerne, hvorfor det viser #majformig#.

Det kan godt være, at det har været/er lidt lort lige nu, men hey - se lige hvordan spiseforstyrrelsen IGEN guider mig. Den blusser op, og så har jeg lært, at det har en årsag. Når jeg tør kigge ærligt på det og erkende det - så kan jeg gøre noget ved det. Og når jeg gør noget ved den reelle udfordring (som ikke er maden), styrkes lysten til at behandle mig selv med respekt. Respekt for sig selv er hverken at sulte eller at overspise. Det løser ALDRIG nogen udfordringer!

Spiseforstyrrelsen er en kæmpe gave, når man forstår at bruge den konstruktivt. Så tak for dig, spiseforstyrrelse. Du får mig til at navigere i den retning, jeg gerne vil i mit liv.