onsdag den 3. august 2016

Jeg kan ikke alt, hvad jeg vil...

Det er godt nok længe siden, at jeg har blogget (men jeg har jeg jo skrevet på Facebook og Instagram, så jeg håber, at I følger med der). Hjernerystelsen slog mig sgu ud - det var vildt at opleve, hvordan min hjerne bare slet ikke fungerede. De første 14 dage sov jeg stort set væk. Jeg kunne stå op om morgenen sammen med Julia og min kæreste, men når de var taget på arbejde/i vuggestue, gik jeg i seng igen og sov, til de kom hjem. Min hjerne var helt "lukket ned". Derefter begyndte jeg at kunne sove mindre, og jeg kunne gå og ordne praktiske ting derhjemme, som ikke krævede, at jeg skulle tænke. Næste step blev at tage på mit kontor nogle få timer. Jeg måtte svare en mail/skrive andet på computer i max. 10 min. ad gangen og så straks gå væk fra skærmen og holde pause, for ellers koksede det helt i hovedet. Virkelig svært at forklare, men det var altså som om, at hjernen "lukkede ned", når jeg koncentrerede mig, og når jeg sad foran en skærm. Men ingen kunne SE det på mig! Jeg så helt normal ud (på nær nogle skrammer i ansigtet, men de gik jo væk lidt efter lidt). SÅ mange flash backs til min tid som spiseforstyrret, for i alle de år jeg har været normalvægtig, kunne man jo ikke SE på det mig. Anoreksien var kun tydelig, da jeg var tyndest. Men skal jeg være helt ærlig, synes jeg faktisk, at det var værst/hårdest at være normalvægtig og VILDT spiseforstyrret. Den daglige kamp for at behandle mig selv godt - men som ingen kunne se - gjorde mig ensom, fortvivlet og fik mig til at føle mig som den "klammeste lort" på denne jord. Hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen og spise normalt?! Og her med hjernerystelsen har jeg mange gange tænkt: "hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen og sidde foran den computer og arbejde?!" Men nogle gange kan man altså ikke BARE, hvad man vil. Jeg synes faktisk, at sætningen - som mange siger - "MAN KAN, HVAD MAN VIL" er helt forkert. Tænk hvis alle sagde, at de gerne ville være præsident i USA.... jamen hallo!, det kan jo ikke lade sig gøre! Og nogle gange HAR vi altså bare nogle begrænsninger, som vi først skal turde kigge ærligt på, før vi overhovedet kan rykke os blot en lille smule. Hvis alt var så let, var der vel ikke nogen, som havde spiseforstyrrelser, var alkoholikere osv.? Så jeg vil hellere bruge udtrykket:

JEG KAN IKKE ALT, HVAD JEG VIL –
MEN JEG KAN MERE, END JEG TROR!
Det skrev jeg til mig selv her i ferien, hvor jeg havde tid til at komme ned i gear og reflektere over tingene :)

Nå, men for lige at slutte det af med hjernerystelsen, så "ender det godt" :) Jeg er - næsten - mig selv igen. Jeg kan sidde og skrive på computer 2-3 timer nu, men så kan jeg også mærke det i hovedet.

Mht. min spiseforstyrrelse, så er det jo også "endt godt" :) Jeg ser ikke længere mig selv som anorektiker/spiseforstyrret - men jeg har stadig spiseforstyrrelsen i mig. På ferien var jeg HELT ærlig over for mig selv, og det synes jeg også, at jeg skal være over for jer. Ærlighed, tror jeg, er en meget vigtig parameter for at kunne udvikle sig. For hvordan vil du ændre tingene, hvis du er i benægtelse? ("jeg har da ikke et problem! Så slemt er det da ikke! Mange andre har det meget værre end mig").

Så her er min ærlighed til jer: jeg synes indimellem, at det er SKIDESVÆRT at være i den rolle, jeg har fået/sat mig selv i. At være blevet "hende der kom ud af spiseforstyrrelsen efter så mange år", er ekstremt ensomt på bagsiden af medaljen. Jeg føler hele tiden, at jeg da skal kunne sige det helt rigtige, komme med kloge ord osv. Og når jeg har svære perioder (for jeps, det har jeg - præcis som alle andre mennesker. Der er ikke - kun - lyserøde skyer "på den anden side"), føler jeg ikke, at jeg har nogen at snakke med det om. Det kan jeg da ikke tillade mig, når jeg nu er hende, der hjælper andre! Så kan jeg jo ikke tillade mig at sige: "lige nu er maden sgu lidt svær". Altså uden at jeg handler på det. Jeg sulter ikke mere, kaster ikke op, overmotionerer ikke. Men TANKERNE kan kværne. Når jeg er stresset/presset, er det første jeg tænker på... maden. Så skal jeg bruge krudt (og nogle gange meget krudt) på at vende tankerne. Det kan folk ikke se. De kan kun se en normalvægtig kvinde, der udadtil har "tjek på tingene". Men indeni sidder stadig en - til tider - lille og usikker pige, der egentlig bare har brug for et kram og for at få at vide: "du er god nok, præcis som du er. Og du gør tingene godt nok".

Flere andre tanker blev vendt og drejet på ferien (min hjerne holder aldrig ferie, hehe), og dem vil jeg dele lidt hen ad vejen.

Lige nu vil jeg slutte af med at løfte sløret lidt, for hvad det er, jeg har puslet med på sidste (som hele tiden er blevet forsinket pga. hjernerystelsen). Jeg er ved at starte en ny forening for spiseforstyrrede og deres pårørende, og den kommer til at hedde LFS. Landsforeningen For Spiseforstyrrede. MEGET mere om det snart! Hvis I er interesserede i at høre mere om det, kan I skrive jer op her: www.dlfs.dk (lfs.dk var ikke ledigt, så "d" står for dansk).

2 kommentarer:

  1. Mille, jeg kan 100% sætte mig ind i, hvordan du må have det! Jeg er selv en "normalvægtig anorektiker", dvs UDADTIL er jeg jo rask, og skal agere forbillede for andre.. det er også super fedt og motiverende TIL TIDER, men på andre tidspunkter er det bare SINDSSYGT hårdt, for MÅ jeg så ikke have det dårligt og have dårlige dage? Jeg kan i hvert fald hurtigt komme til at føle mig forkert hvis jeg har en dårlig periode.. det er virkelig svært! Men vi må huske på alle de gode ting ved at være nogens forbillede! :-)

    SvarSlet
  2. Hvor bliver jeg bare glad når jeg læser hvad du skriver at man godt kan være normalt vægtig med anoreksi jeg er ikke helt normalt vægtig og har anoreksi som lever helt sit eget liv ������
    Det som jeg bare bliver så gal sur og vred over er hvordan andre mennesker ser på mig jo tak jeg for tit afvise at jeg da ser syg ud ���� men tit skal jeg også forklarer at selvom jeg er syg så kan jeg altså godt spise feks is slik og kager ingen kan jo se ind i min hjerne har ikke tanker og timer jeg har brugt for at kunne spise det �� mit andet problem er at hver gang jeg mødes med kommunen og min mentor får jeg altid stillet spørgsmålet hvordan går det og hvad med vægten ������ som hun godt ved jeg har stillet væk da den totalt ødelagde mit liv hvorfor er det så vigtigt at hun ved om hvad vægten er jeg føler nærmest at hvis jeg ikke giver udtryk for at den er faldet tja så er jeg sikkert ikke syg ������

    SvarSlet