D. 20. august
2007 – dvs. for præcis 11 år siden i dag – blev jeg kørt ned, og efterfølgende
kunne jeg ikke gå i 5 måneder (jo på krykker). Den (u)lykke blev startskuddet
til de efterfølgende 11 år. At blive tvunget til at tage den med ro (min
tvangsmotion blev jo stoppet brat af (u)lykken) gjorde, at jeg begyndte at
reflektere over mit liv. Jeg erkendte over for mig selv, at det var anoreksien,
der styrede mit liv – det var ikke mig. Jeg havde brug for at finde hoved og
hale i det hele, så jeg læste alle mine dagbøger igennem. Jeg samlede det til
en bog (”Lad mig bare forsvinde”. Som i 2. oplag blev omdøbt til ”En
anoreksipiges dagbog”), sendte den til forlaget Peoples Press… seriøst uden at
tænke fremtid i det… konsekvenser; positive som negative. Regnede faktisk med
at få et nej til udgivelse.
Men forlaget
sagde ja. Og inden jeg fik set mig om, stod jeg med min første bog i hånden.
Min drøm om at blive forfatter var en realitet (jeg har altid elsket at skrive,
og jeg har drømt om at blive forfatter, så længe jeg kan huske). Det satte en
lavine i gang, som jeg ikke havde forestillet mig. Jeg kom i Go’ Aften Danmark,
magasiner ville have interview med mig, min mailboks blev lagt ned af andre
spiseforstyrrede og pårørende, der havde spørgsmål eller ville have råd. Og der
blev efterspørgsel på foredrag. Alt sammen noget jeg ikke valgte (jo, jeg
VALGTE jo at GÅ MED den vej. Jeg kunne bare ha’ sagt nej).
Så præcis 1
år efter (u)lykken stod jeg og holdt mit allerførste foredrag. Det var i
København, og jeg mener, at der kom omkring 10 mennesker J Jeg var ikke ude af
spiseforstyrrelsen endnu – men jeg havde startet ”rejsen” og kunne fortælle om
tiden i spiseforstyrrelsen. Det
første foredrag var altså d. 20. august 2008. Dvs. præcis 10 år siden i dag!
Siden da har
jeg holdt et utal af foredrag rundt i hele landet. Jeg har fortalt min
spiseforstyrrede historie til hudløshed (og jeg har fået en meget indadvendt
navle pga. al det navlepilleri, hehe J ). I takt med antallet af foredrag
(hvor jeg hele tiden kun kunne inspirere til, hvor jeg selv ”var kommet til” i min ”proces”) blev jeg mere og mere selv
”fri” – men samtidig også spundet ind i den identitet, hvis man kan sige det. Jeg
følte, at jeg blev ved med at være ”spiseforstyrrede Mille”, lige meget hvor
langt ud af spiseforstyrrelsen, jeg kom.
I sommeren
2016 tog jeg initiativ til at starte LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede
& pårørende) med håbet om at kunne være med til at gøre en forskel for
spiseforstyrrede og deres pårørende på et ”højere plan” end ”bare” at holde
mine foredrag og skrive bøger og blogs om det. Det er noget af en mundfuld at
stable en velfungerende forening på benene, og det tager tid. For mig kom der
også en graviditet og barsel ind fra højre, der har fået mig til at tage hele
mit liv op til revision. Hele dette forår, mens jeg har haft barsel, har
tankerne kredset rundt, og jeg har på bedste vis forsøgt at mærke efter... Jeg
føler mig stadig som ”spiseforstyrrede Mille”, og jeg har virkelig lyst til –
og brug for – at finde ud af, hvem
jeg også er. Hvad kan jeg ud over at
beskæftige mig med spiseforstyrrede?
Nu har jeg
truffet en beslutning, og det er, at jeg i dag på min 10 års ”jubilæumsdag” går
af som formand for LFS. Det er ikke nemt for mig. Men jeg tror på, at det er
det rigtige. Jeg føler mig ikke som ”den rigtige” formand mere for LFS. Der
skal andre og nye kræfter til. Jeg er brændt ud i det. I hvert fald lige nu.
Jeg kan ikke spå om fremtiden J
LFS kører
videre, og jeg vil gerne understrege på det kraftigste, at jeg stadig bakker
100 % op om foreningen! Jeg håber, at vores medlemmer fortsat vil være medlem,
og jeg håber, at mange flere vil melde sig ind og bakke op. Der er (desværre)
stadig hårdt brug for, at der sker nytænkning og forbedringer for behandlingen
af og forståelsen for spiseforstyrrede.
Jeg vil gerne sige en KÆMPE tak til alle jer, der har fulgt min "rejse" i alle disse år, bakket op og været skide søde! TAK!
