mandag den 7. januar 2019

Vi har alle to liv...


D. 20. august 2018 valgte jeg at lukke døren til det, som jeg har arbejdet med i 10 år (10 år?!): spiseforstyrrelser.

Det var ikke nemt at lukke døren til alt, hvad der har med spiseforstyrrelser at gøre. Det, som har fyldt mit liv, siden jeg var 16 år (og nu nærmer jeg mig 40 år...!). Først var jeg selv fanget i en spiseforstyrrelse, og derefter har jeg skrevet bøger om det, holdt mange foredrag, hjulpet spiseforstyrrede piger og drenge samt pårørende, og jeg har stiftet LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede & pårørende).

Men jeg var ved at miste mig selv til sidst. Måden, jeg håndterede det hele på, hang ikke sammen for mig selv. Fundamentet begyndte at smuldre. Jeg var blevet for meget REDDER og glemte at ”redde mig selv”.

Hvad har JEG lyst til i livet? Hvad gør MIG glad? Hvordan vil JEG gerne have det? Hvordan kan jeg gøre en forskel for andre MEN have egenomsorgen som førsteprioritet? (det med at tage iltmasken på først selv i en flyver, før man redder andre...). Alt det som jeg ”prædikede” til andre spiseforstyrrede, glemte jeg pludselig i forhold til mig selv, og derfor følte jeg mig ”falsk”. Man skal jo selv praktisere, hvad man prøve at lære andre J

Jeg begyndte også at tvivle på mig selv, om jeg overhovedet havde noget at byde på, om mine holdninger omkring behandlingen til spiseforstyrrede var noget værd, og jeg tænkte, at alle de ”professionelle” på området sagde tingene på en meget bedre måde end mig. Og til sidst kunne jeg dårligt nok mærke, hvad jeg selv følte og tænkte om det hele. Meget mærkeligt pludselig at ryge ned både mht. selvtillid og selvværd.

Pudsigt nok fik jeg mega ondt i det ene øre – betændelse, så jeg blev halvdøv. Jeg tolkede det som kroppens signal om, at jeg måtte ”lukke ørerne” for, hvad alle andre mener om dit og dat og i stedet søge INDAD og finde tilbage til MIN kerne, MINE holdninger, MIT standpunkt og MIN ”mission”.

Så jeg slettede min profil på instagram. Og jeg gik af som formand for LFS, som jeg ellers selv havde stiftet.

Jeg følte ikke, at jeg kunne bygge mig op igen på et gammelt fundament. Der skal ”bygges et nyt hus”, og til det kræves altså et nyt fundament. Et nyt udgangspunkt, et nyt ståsted. Det er det, som jeg er i gang med at bygge nu. Min Skriveboble <3

Hvis du lige nu er på vej ud af en spiseforstyrrelse, kender du måske til det med at være ved at brække dig (tøhø) af den ”rolle”, du føler dig fastlåst i. Du har måske været spiseforstyrret i en del eller mange år, og folk kender dig som ”spiseforstyrrede dig”. Du vil virkelig gerne bryde ud, finde dit sande jeg i frihed, men det er skide svært, fordi rollen både er din tryghed og din ven – og det du i bund og grund hader. Du skal turde TURDE en hel masse nyt og anderledes – OG samtidig kunne tackle andres eventuelle reaktioner og meninger om din udvikling. Det er svært at holde fast i sig selv i en proces, der handler om at finde sig selv...

MEN det kan lade sig gøre! Ikke easy-peasy, oh no. Men hvor der er vilje, er der en vej. Kringlet og opad bakke i perioder – men har du dit FOKUS på plads (altså ved, hvor du ønsker at komme hen/hvordan du ønsker at have det), har du hele tiden det at navigere mod. Hvis du ikke har et mål, er du som et skib på oprørt hav uden destination. Dit mål skal være af oprigtig LYST – en lyst, der kan overskygge spiseforstyrrelsens jerngreb – og du skal være villig til at gøre det, der skal til, for at nå i mål. Altså være bevidst om de BEHOV, der er, og turde GØRE det (ord og tanker er ikke nok. Der skal ansvar og handling til).

For mig handler det lige nu om en ny udvikling, der skal til. Jeg skal turde TURDE endnu mere, end jeg hidtil har gjort. Og det er jeg klar til!

Det er umuligt at stå med foden i klemme i én dør for at sikre sig, at den ikke lukker – samtidig med at gå hen til en anden dør og åbne den. Du bliver nødt til at fjerne foden, se døren lukke bag dig, mærke angsten og blive i den, gå de skridt der skal til hen til den nye dør – og åbne den og gå ind.

På samme måde skal du turde sige farvel til den trygge tilstand i spiseforstyrrelsen. Lukke døren – uden at holde en fod i klemme – og i stedet åbne døren til... LIVET. Det er faktisk ret smukt, når du tør leve det <3

Det er aldrig for sent at skabe sig et godt liv. RESTEN SKAL NYDES. Du må godt, du fortjener det, du er god nok præcis som du er. Følg dit hjerte og din LYST. Du skal leve DIT liv – ikke leve alle andres.

”Vi har alle to liv.
Det andet begynder den dag, du virkelig indser og forstår, at du kun har ét”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar