Da jeg blev født, var jeg et fint hvidt
stykke papir. Helt glat, upåvirket, uberørt.
Op gennem min
barndom kom der små bølger i papiret – oplevelser og bemærkninger (både gode og
dårlige) – der alt sammen satte sit præg på mig. Og sådan er det jo for alle.
Da jeg ”væltede” i gymnasiet, hvor
anoreksien satte i gang, begyndte jeg at krølle mig sammen. I stedet for at
forholde mig til de bølger, som mit papir havde fået, flygtede jeg i
madkontrol.
Det ene år
tog det næste, og til sidst var jeg ikke mere det fine hvide papir med små
bølger. Papiret var nu en rund kugle. Helt krøllet sammen.
Mille var væk. Jeg var en hårdt
sammenpresset papirkugle, og man kunne kaste rundt med mig, for jeg følte
intet, mærkede intet.
Erkendelsen af mit misbrug af mig selv (=
spiseforstyrrelsen) kom, da jeg var denne papirkugle. Totalt frustrerende
sted!! ”Hvordan skal jeg nogensinde folde mig ud igen og blive det fine glatte
papir?”, tænkte jeg.
Og så kom
splittelsen: tør jeg overhovedet folde mig ud? Eller skal jeg lade én tage mig
(= papirkuglen) og kaste mig langt væk? Opgive håbet om at jeg kan få mit liv
tilbage?
Jeg valgte at trodse de destruktive tanker
og begyndte vejen ud af spiseforstyrrelsen. Langsomt men sikkert foldede jeg
papiret (= mig) ud. Det skete ikke BARE. Det var en lang og sej kamp og med
perioder, hvor jeg krøllede mig sammen igen pga. angsten for at give mig selv
succes (= at være god ved mig selv og tage ansvaret over mit liv tilbage).
Men det
lykkedes at folde papirkuglen helt ud og lade MILLE komme frem.
Og det er så mig i dag: et papir, der har
været krøllet helt sammen, men som nu er foldet ud igen.
Men er papiret hvidt
og glat? Nej absolut ikke. Når et papir har været krøllet sammen til en
papirkugle, bliver det aldrig helt glat igen. Heller ikke hvis man lægger det i
pres mellem nogle bøger. Du vil stadig kunne se de mange bølger i papiret.
I starten
havde jeg svært ved at acceptere mig som et krøllet stykke papir. Jeg ville så
gerne kunne slette alt, hvad jeg har været igennem, og starte på ny. Blive et
fint hvidt og glat stykke papir igen. Men dette ønske om IGEN at lave mig om,
forhindrede mig i at leve nu og her. Frihedsfølelsen kom først, da jeg
ACCEPTEREDE, hvor jeg er nu, hvad jeg har været igennem, og ved at stå ved mig
selv som jeg er i dag.
Og i dag ser jeg det som en kæmpe GAVE at være et krøllet papir! Det husker mig nemlig på dagligt at være taknemmelig. Taknemmelig over at leve og at MÆRKE det. Og det er det krøllede papir, der har gjort, at jeg har valgt LYSTVEJEN. Dvs. i alt hvad jeg gør, og med alt hvad jeg spiser, spørger jeg mig selv, OM JEG HAR LYST. Autopiloten er slået fra. Jeg vil mærke og være.
Og i dag ser jeg det som en kæmpe GAVE at være et krøllet papir! Det husker mig nemlig på dagligt at være taknemmelig. Taknemmelig over at leve og at MÆRKE det. Og det er det krøllede papir, der har gjort, at jeg har valgt LYSTVEJEN. Dvs. i alt hvad jeg gør, og med alt hvad jeg spiser, spørger jeg mig selv, OM JEG HAR LYST. Autopiloten er slået fra. Jeg vil mærke og være.
Så alt det med SLANK (som præger samfundet
meget) preller totalt af på mig. Ja, jeg vil holde mig slank, spise fornuftigt
og passe på mig selv, men det altoverskyggende fokus for mig er, AT JEG VIL
HAVE DET GODT. DET er mit fokus. Og jeg får det hverken godt ved at være
for tynd eller for tyk. Så det at jeg stadig dagligt mærker
fortiden/spiseforstyrrelsen puste mig i nakken, gør at jeg træffer andre valg,
og at jeg prioriterer anderledes. Jeg har prøvet at destruere mig selv dagligt,
og det ønsker jeg ikke igen. Jeg vil have lov til at nyde al den mad, jeg har
lyst til. Men reglen er netop NYDELSE.
Så i stedet for at være ovre i alle andre
samt lade mig påvirke af, ”hvordan man skal være/se ud”, vægter jeg hver dag at
fokusere på:
Hvordan vil jeg gerne have det?
Hvordan vil jeg gerne være? / Hvad vil jeg
gerne udstråle?
Hvad vil jeg gerne opleve i dag?
Hvad er det allervigtigste for mig?
Og jeg vil NYDE RESTEN AF MIT LIV!